Jesper Dam Gynther Knudgaard
Klima, miljø, social lighed og uddannelse er kerneemner i Radikales generationskontrakt. Vi skal sørge for, at de som kommer efter os har bedre forudsætninger for at leve et sundt og lykkeligt liv. Alle der kommer efter os. Vi skal have gang i de langsigtede løsninger, og være villige til at betale nu, så regningen ikke skubbes til de kommende generationer.
Mit navn er Jesper. Jeg er uddannet astrofysiker fra Aarhus universitet, og arbejder til daglig som softwareudvikler hos Magenta i Aarhus. Her arbejder jeg med open source software. Jeg bor i Hvinningdal med min hustru Klara og vores kat Brunhilde.
I år er vi ved for alvor at etablere en have, som både kan spises, ser smuk ud og bidrager positivt til biodiversiteten.
Mærkesager
Klima
Klimaet er det ubestridt vigtigste politiske emne, og vil blive ved med at være det de næste hundrede år. Klimaforandringerne vil lede til strid, fattigdom og hungersnød i hele verden. Silkeborg er en rig kommune i et rigt land, og har derfor et ansvar for at løfte sin del af byrden i den grønne omstilling.
Miljø
Som resten af landet lider Silkeborg under den store biodiversitetskrise. Vores natur skal genoprettes, og nej: Marker og plantager er ikke natur.
Offentlig transport
Den offentlige transport i kommunen skal forbedres, og cyklerne skal skubbes frem. Det skal være bedre, billigere og nemmere at tage bussen eller cyklen frem for bilen.
Vi skal have bilerne ud af byen, men ikke uden en plan for, hvad der skal erstatte dem.
Uddannelse
Silkeborg er en af de kommuner i landet, hvor man bruger færrest penge per folkeskoleelev. Vores børn og unge fortjener en værdig hverdag og en god, nærende uddannelse, der kan give dem de bedste forudsætninger for at træde ind i samfundet.