Johan Brødsgaard
Mit navn er Johan Brødsgaard, og jeg stiller op til Silkeborg Byråd – igen!
Det gør jeg, fordi jeg brænder for vores lokalområde. Jeg mener, at vores kommune har rykket sig positivt de senere år, men der er fortsat er et stort potentiale for at gøre mere.
Jeg er oprindeligt uddannet skolelærer og har arbejdet lokalt. For nuværende er jeg viceborgmester i vores kommune, samt formand for Kultur, Fritid, Outdoor og Idræt og medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget. Derudover er jeg med i de lokale bestyrelser på Museum Silkeborg og Silkeborg Gymnasium.
Nationalt sidder jeg i bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL), hvor jeg også har ansvaret som formand for Kultur, Erhverv og Plan og sidder i organisationens formandskab. Herudover jeg udpeget til næstformand i Teatercentrum, som formidler børneteater til hele landet.
Siden 2021 har jeg været bosat i Lysbro med min kone og vores datter på to år.
Jeg har holdninger til meget, men koncentrerer mig i høj grad om disse emner:
Børn og unge
Vi skal gøre mere for at sikre børn den bedste opvækst, herunder ved at investere mere i vores daginstitutioner og skolen. Og netop vores folkeskole står over for store udfordringer, hvor glidningen af elever til specialområdet er markant. Det handler om økonomi, men det handler også om, hvordan vi bedst får struktureret de lokale tilbud. Vi kan ikke fortsætte som nu, det kommer til at ramme børn, ansatte og deres trivsel og læring.
En ansvarlig klimapolitik
Det gør en forskel, når kommunens mere end hundredetusinde borgere agerer grønt. Derfor skal vi markant længere i opførelsen af vedvarende energi i vores kommune, samt sikre bæredygtige løsninger – både i vores hverdag, men også når man går i institution, bor på plejehjem, bevæger sig rundt i bybilledet eller helt fjerde. Det grønne valg skal være det letteste og altid lige for.
Kultur og idræt er også velfærd
Det er i kulturen og idrætten at folk mødes på tværs af baggrund og livssituation. Det er med til at skabe fællesskaber og indhold i livet, og derfor mener jeg også, at disse to områder er en afgørende del af vores ”velfærd”, noget som endnu flere skal opleve og tage del i. Vi skal arbejde på, at kulturen og idrætten gøres endnu mere lettilgængelig og tænkes ind i vores velfærdsløsninger.
Har du konkrete spørgsmål – eller en sag du vil dele – så må du endelig kontakte mig:
Kontaktinfo: johan.brodsgaard@silkeborg.dk // 50166762